Sådan digitaliserer Region Syddanmark patologien

I fremtiden vil man i sundhedssektoren skulle forholde sig til et stigende antal kræftpatienter - og samtidig vil der fortsat være mangel på patologer. Den cocktail kan forsinke diagnostikken og dermed også behandlingen.

Flere patologiske afdelinger tænker derfor i nye baner og går andre veje. I Region Syddanmark er de eksempelvis frontløbere, når det handler om at digitalisere patologien.

Patienternes repræsentant i Medicinrådet og tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen gav i begyndelsen af juli i Onkologisk Tidsskrift tydeligt udtryk for sin bekymring over, at manglen på patologer vil få konsekvenser for den stadig mere specialiserede kræftbehandling. Blandt andet mener han, at det i stigende grad bliver vanskeligt for patologerne at levere prøvesvarene så hurtigt som onkologerne har behov for dem. I Region Syddanmark giver afdelingsbioanalytiker på Afdeling for Klinisk Patologi, OUH, Stig Hansen, et langt stykke hen ad vejen Leif Vestergaard ret. Derfor er Stig Hansen og hans kollegaer i Region Syddanmark også som den første region i Danmark i fuld gang med at imødegå fremtidens udfordringer ved at digitalisere store dele af patologien.

”Præcise og hurtige diagnoser har afgørende betydning i det enkelte kræftforløb. Digitaliseringen er afgørende for, at man også i fremtiden med en stadig mere specialiseret kræftbehandling vil være i stand til at stille hurtige og sikre diagnoser for at kunne komme hurtigst muligt i gang med den rette og mest effektive behandling af den enkelte patient,” understreger Stig Hansen. Han bakkes op af sin kollega professor og ledende overlæge, Niels Marcussen:

”Den digitale patologi vil i fremtiden give os muligheden for at stille en mere præcis diagnose og dermed altså også kunne tilbyde patienterne en bedre behandling.”

Fra glas til billede

Digitaliseringen vil ændre arbejdsgangen på patologiafdelingerne i Region Syddanmark fra konventionel mikroskopi som den primære diagnostiske arbejdsgang, suppleret af digital mikroskopi – til at bruge digital mikroskopi som den primære arbejdsgang, suppleret af konventionel mikroskopi i særlige tilfælde, fortæller Stig Hansen:

”I dag ser patologer på snit af vævsprøver i et mikroskop, og ofte ser flere patologer den samme vævsprøve. Men i fremtiden vil de især analysere prøverne ud fra digitale billeder på deres skærm. Bioanalytikere vil gøre forarbejde; kvalitetssikre, præscreene og omdanne prøveglas i laboratoriet til billeder på en skærm, som patologen kan stille diagnosen ud fra. Der er begrænsede muligheder, når man kigger i et mikroskop, men på en skærm kan patologen se vævet i et andet synsfelt og i en højere opløsning – og desuden vil patologen være uafhængig af sted, fordi billederne kan tilgås udenfor laboratoriet.”

Niels Marcussen understreger, at det, at man i mange tilfælde vil udskifte "glas med billede" helt lavpraktisk vil give patologerne nogle fordele:

”Ergonomisk er der nogle ulemper ved at arbejde med mikroskop. Man sidder fastlåst og det er hårdt for skuldre og håndled. Det digitale arbejde vil give os forskellige arbejdsredskaber og give bedre mulighed for varierende arbejdsstillinger. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det vil gøre arbejdet markant hurtigere – men i hvert fald vil det give en væsentlig bedre tilgængelighed, fordi vi er uafhængige af, hvor vi fysisk befinder os - og det giver os desuden en mulighed for at udveksle oplysninger både nationalt og internationalt.”

Der vil dog fortsat være enkelte procedurer og præparater, som kræver en analog tilgang, understreger Niels Marcussen:

”En fuldstændig digitalisering vil man næppe opnå.”

Stort potentiale i kobling med kunstig intelligens

Digitaliseringen er også første skridt på vejen til at kunne implementere kunstig intelligens i patologien, fortæller Stig Hansen. For der er et stort potentiale i at koble kunstig intelligens med digital patologi. 

”Kunstig intelligens i form af hjælp til at stille diagnoser og automatisk billedanalyse kan bidrage til hurtigere diagnostik. Man kunne for eksempel sagtens forestille sig, at vi på sigt fik noget software, som kunne hjælpe os med at mønstergenkende syge og raske celler i en vævsprøve. Så vil man være et skridt længere, inden patologerne kigger på prøven med henblik på at stille en diagnose. Kunstig intelligens vil på sigt formentlig yderlige kunne aflaste både bioanalytikere og patologer og frigøre endnu flere resurser.” Men der er dele af patologien, som bare tager den tid, som den tager, pointerer Stig Hansen:

”Væv skal fiksere et bestemt antal timer, og en farvning tager den tid den tager. Men der er små ventiler og parametre, som man godt kan skrue på, selv om det ikke vil udgøre den store revolution i forhold til tid. Her er det i særlig grad væsentligt, at man kigger på den måde, man arbejder og samarbejder på. Vi er nødt til at spørge os selv, om der er potentiale for at forbedre nogle processer, at arbejde smartere?”

Ifølge Niels Marcussen vil digitaliseringen og muligheden for koblingen med kunstig intelligens skabe større mulighed for automatisering af procedurer og kvantificering af data og dermed givetvis også resultere i en mere personlig tilgang til den enkelte patient.

”Systematisering af data vil hjælpe os nærmere et mere præcist svar. Men vævsprøven vil dog altid være ’håndholdt’ i den forstand, at der altid vil være en patolog, som ser på den.”

Flow eller batches

Netop en af de ting, som man i fremtiden kommer til at tage diskussionen om i det danske sundhedsvæsen er ifølge Stig Hansen, hvorvidt man skal køre hver enkel analyse ad gangen – eller om man skal ’bundte’ dem i flere ad gangen.

”Det er en relevant diskussion at tage om man skal tænke i kontinuerligt flow eller i ’batches’. I dag er vi nødt til ofte at tænke i ’batches’, altså køre flere prøver igennem systemet samtidigt, for at spare ressourcer og penge. Nogle steder er man dog så småt begyndt at tænke i flow, altså at man udfører tests på én patient ad gangen, efterhånden, som de kommer ind - men det er dyrt at have de patologiske laboratorier døgnbemandet og ikke farbart i en tid, hvor der mangler patologer.”

Stig Hansen understreger, at de genetiske tests er en naturlig del af et øget fokus på personlig medicin, som vil ligge implicit i fremtidens kræftdiagnostik, men at det også vil skabe udfordringer:

"Den individuelle tilgang til patienten synes naturligvis optimal, hvis man skal målrette og skræddersy behandlingen, ingen tvivl om det – men den giver ikke altid mening ud fra et samfundsøkonomisk og ressourcemæssigt perspektiv, og man kan i det hele taget ikke basere den patologiske diagnostik udelukkende på genetik. Den vil altid være et supplement til den konventionelle histopatologiske diagnostik.”

Niels Marcussen tilføjer til dette, at præcisions-diagnostik og -medicin uvilkårlig vil blive en del af fremtidens kræftbehandling – uagtet prisen:

”Ved at koble patologien med genundersøgelser opnår vi en højere grad af skræddersyet diagnostik. Det vil sikre en mere præcis behandling. Der er naturligvis tale om dyre procedurer og dyr medicin – men målrettet behandling vil i sig selv give en potentiel besparelse, fordi kun de patienter, som kan have gavn af behandlingen vil modtage den.”

Supertanker med lille ror


Der er ifølge både Stig Hansen og Niels Marcussen tale om en fuldstændig omlægning af især patologernes arbejde, men også bioanalytikerne vil opleve væsentlige ændringer og større ansvar. Omlægningen, er de helt enige om, vil være til det bedre, men som altid i forandringsprocesser vil der opstå udfordringer, understreger de: 
”Der er selvfølgelig medarbejdere, som har siddet med det samme område i mange år, som ikke synes om, at arbejdsprocedurer ændrer sig – og omstillingen til digital patologi vil kræve en stor og gennemgribende indsats, når det handler om at efteruddanne personalet,” forklarer Niels Marcussen.

Stig Hansen tilføjer, at det er væsentligt at samtlige medarbejdere ser rationalet i omlægningen:
”Vi skal have vendt en supertanker med et lille ror. Det kan godt lade sig gøre, men det er svært og tager tid.