Topmoderne scannere til lavpris: Hospital genbruger dele af gamle scannere

Om få uger står den første af fire topmoderne 3T MR-scannere klar på Aalborg Universitetshospital. Fyldt med den nyeste MR-scanningsteknologi på markedet.

Men indeni gemmer der sig en gammel magnetkerne, for ved at bygge en ny scanner op omkring den eksisterende magnetkerne sparer hospitalet mange penge. For patienterne er det underordnet: De får nu bedre og hurtigere scanninger og større komfort.

En kæmpestor jern-donut er i disse dage det eneste, som står tilbage, efter at teknikere de sidste par uger har pillet alt isenkram ud af den kraftige 3-Tesla MR-scanner, som står på Radiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Donut’en er en kraftig magnet, som udgør hjertet af scanneren, og nu skal den genopbygges med topmoderne elektronik, så den bliver den mest avancerede af sin slags i Danmark.

"På Aalborg Universitetshospital er vi i øjeblikket i gang med en større opgradering af vores scannerudstyr. Når vi er færdige, har vi, hvad der svarer til fire splinternye high-end-scannere," siger professor ved Radiologisk Afdeling, Jens Brøndum Frøkjær.

Han fortæller, at fordelene ved det opgraderede udstyr er mange, og at det vil komme både patientbehandling og forskning til gavn:

"Der sker hele tiden en rivende udvikling på området. Og med den opgraderede 3-Tesla MR-scanner vil vi få skarpere billeder og mulighed for at foretage helt nye typer af scanninger. Det kan løfte os i forhold til udredning af vores patienter, men det kan i den grad også betyde noget for den forskning, vi kan lave."

Foruden de skarpere billeder, som kan betyde mere præcise diagnoser, er en væsentlig fordel ved den opgraderede 3-Tesla MR-scanner også, at den er langt hurtigere end den gamle. Det kan betyde forskellen på liv og død for visse patienter, fortæller professoren:

"Vi vil kunne lave en hurtigere scanning af de patienter, som kommer akut ind, og hvor der er mistanke om blodprop i hjernen. Jo hurtigere vi kan få dem skannet, jo hurtigere kan vi igangsætte behandlingen og redde vigtige minutter.

Opgraderingen betyder også bedre patientkomfort, da diameteren på den åbning, som patienterne ligger i, mens de bliver scannet, bliver større.

"Tidligere var den kun 60 centimeter, men da alt elektronik jo fylder mindre nu til dags, er åbningen faktisk 70 centimeter. Det betyder, at det bliver mindre klaustrofobisk at ligge derinde, og vi kan bedre få plads til de patienter, som har lidt ekstra på sidebenene," fortæller Jens Brøndum Frøkjær.

Ved at bygge en ny scanner op omkring den eksisterende magnetkerne sparer hospitalet mange penge i forhold til at anskaffe en helt ny. Og da sådan en kerne ikke bliver slidt, ville det være fjollet ikke at genbruge, fortæller professoren:

"Kernen er en meget dyr del af scanneren, så ved at opgradere kan vi få fire opgraderede scannere til en væsentligt lavere pris sammenlignet med at købe nye. Samtidig slipper vi også for en bekostelig ombygning, som man traditionelt oplever, når en helt ny scanner skal hejses ind," siger han.

Adskillelsen af scanneren har taget en uges tid, mens opbygningen nu er i fuld gang. Når den er afsluttet følger nogle ugers indkøring og kalibrering, før scanneren er klar til brug.

"Det er ikke bare sådan, at vi trykker på en knap, og så kommer der nye billeder – det kræver en del udvikling og oplæring, inden vi kan udnytte scannerens fulde potentiale. Det betyder, at både radiograferne, der betjener scannerne, og vi læger skal sætte os grundigt ind i det nye isenkram," fortæller Jens Frøkjær, som også håber, at der kan rekrutteres en MR fysiker til at understøtte udviklingsarbejdet.

Den scanner, som i øjeblikket er under ombygning, er fra 2006, så fornyelsen er ifølge Jens Frøkjær tiltrængt.

"Levetiden for en scanner er typisk 10-12 år, og vi var nået et punkt, hvor hardwaren ikke rigtig kunne følge med. Vi var begyndt at skifte en del reservedele på den, og de nyeste softwareopdateringer kunne ikke længere køre på den. Og når man er et universitetshospital, går det jo ikke, at man har noget gammelt skrammel," siger han.

Aalborg Universitetshospital regner med, at 3-Tesla scanneren er klar til de første tests i begyndelsen af juli måned, og at de første patienter kan blive skannet efter sommerferien. Tidligere på året blev en mindre kraftig scanner på Aalborg Universitetshospital Nord opgraderet, og til efteråret følger opgraderingen af de sidste to gamle scannere på afsnit Syd.