Målrettet behandling kan decentralisere kræftbehandling
DNA-analyser af tumorer og målrettet præcisionsmedicin kan være med til at decentralisere kræftbehandlingen.
Det viser tal fra National Comprehensive Cancer Care Network (NCCN) i USA, hvor en ud af fire patienter får ny medicin, der er tilpasset DNA-mutationer i deres tumorer.
Resultaterne viser, at den banebrydende præcisionsmedicin spredes fra højt specialiserede kræftenheder til andre hospitaler, så flere patienter kan få fordel, uanset hvor de behandles.
"Vi har vist, at vi kan udføre storskala tumorprofilering og bruge resultaterne til at matche patienter til målrettet behandling på de lokale hospitaler, hvor de fleste patienter behandles i USA," siger dr. Ricardo H. Alvarez, medicinsk onkolog , Cancer Treatment Centers of America, Atlanta, USA.
NCCN er en non-profit-alliance af 27 førende kræftcentre, der beskæftiger sig med patientpleje, forskning og uddannelse og er dedikeret til at forbedre kvaliteten og effektiviteten af kræftpleje.
"På vores hospitaler kan vi identificere patienter med avanceret cancer, der ikke reagerer på tidligere behandling og tage væv eller liquide biopsier, som vi sender til et centralt laboratorium til analyse og får resultater inden for tre uger. Hvis disse viser ændringer i tumor DNA, der kan matches med en målrettet medicin, indleder vi normalt behandling med et lægemiddel, der er godkendt til brug mod en anden tumortype eller ved tilmelding i et genregistreret klinisk forsøg," forklarer Alvarez, der præsenterede resultaterne på den europæiske kræftkongres ESMO i München.
I den nye undersøgelse blev tumor DNA data analyseret fra 6.177 patienter med avanceret cancer behandlet af over 50 onkologer på fem Cancer Treatment Centers of America, fra 2013-2017.
DNA-ændringer i tumorprøverne blev identificeret hos 94 procent (5839/6496), hvoraf 47 procent blev betragtet som klinisk relevante. Analyse af en stor delmængde af patienter viste, at 23 procent (1169/4490) modtog behandling baseret på DNA-ændringer i deres tumorer. Dette svarer til, at 11 procent af patienterne blev indskrevet i kliniske forsøg med målrettet behandling på basis af tumor-DNA-ændringer i tidligere rapporterede studier på akademiske centre.
"I de næste par år håber vi, at helt op til 50 procent af vores patienter vil få behandling i kliniske forsøg eller med off-label behandling med godkendte lægemidler," siger Alvarez.
"Det er så opmuntrende at se, hvordan præcisionsmedicin ændrer den måde, vi behandler vores patienter i lokalsamfundet på, og vores næste skridt er at analysere effekten af målrettet behandling på overlevelse og livskvalitet," tilføjer han.
Tumorerne, der oftest behandledes af lokale onkologer, var bryst- (18%), kolorektal- (15%), lunge- (14%) og gynækologiske tumorer (11%). De hyppigst forekommende klinisk relevante tumor DNA ændringer var i KRAS (23%) og PIK3CA (15%) gener, hvor de mest almindelige ændringer var genamplifikation (32%). Patienter, hvis DNA-ændringer blev matched med målrettet medicin, fik for 57 procents vedkommende (662/1169) behandlinger, der allerede var godkendt af US Food and Drug Administration til en anden type tumor, og 15 procent (178/1169) fik behandlinger i kliniske forsøg.
Dr. Joaquin Mateo, hovedforfatter af det nyligt offentliggjorte papir om ESCAT (ESMO-skala for klinisk aktivitet af molekylære mål) med det formål at forenkle og standardisere valg til målrettet kræftbehandling, bifalder resultaterne fra de amerikanske onkologer:
"Dette er en vigtig undersøgelse på grund af det store antal patienter og det som det fortæller os om virkningen af genomforskning på patientpleje og kliniske beslutninger i lokalsamfundet, hvor størstedelen af patienterne behandles. Undersøgelser som dette er med til at opbygge de beviser, vi har brug for så vi kan tilbyde præcisionsmedicin mere bredt til vores patienter," siger Mateo, der er chefforsker i Prostate Cancer Translational Research Group fra Vall d'Hebrón Institut for Onkologi, Barcelona, Spanien.
Han ser frem til mere detaljerede oplysninger om, hvordan tumorprofilering afgør behandlingsbeslutninger og hvor store omkostningerne er ved at analysere DNA-prøver fra et så stort antal patienter.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 1622