Blodprøve skal diagnosticere hjernerystelse allerede i ambulancen

Kan man via en biomarkør fra en blodprøve taget i ambulancen påbegynde diagnosticeringen, så den finder sted allerede i ambulancen? Det forsøger et forskningsprojekt fra Præhospitalet, Region Midtjylland at finde ud af.

Forskningsprojektet skal klarlægge, om biomarkøren S100B kan anvendes til en hurtigere og mere korrekt visitation og bedre behandling af præhospituale hovedtraumepatienter samt bidrage til færre CT-skanninger.

Efter et hovedtraume frigives biomarkøren S100B fra celler omkring blodkarrene i hjernen, og værdierne stiger i blodet. I dag indgår markøren i guidelines for behandling af milde hovedtraumepatienter og måles på hospitalet. Hvis markøren kan måles allerede ude i ambulancen vil man ifølge læge og ph.d.-studerende Sophie-Charlott Seidenfaden, Præhospitalet, Region Midtjylland kunne vinde kostbar tid:

”Markøren peaker inden for de første timer efter traume, men er flygtig med en kort halveringstid. Anvendelsen af den er således et kapløb mod tiden. Tanken er at en biomarkørmåling i ambulancen vil kunne inddrages i beslutningen om, hvilket hospital hovedtraumepatienten skal transporteres til afhængigt af traumets omfang. Om patienten for eksempel har brug for hurtig neurokirurgisk behandling på grund af intrakraniel blødning. Eller måske blot yderligere udredning med en CT-Scanning af hjernen," siger hun.

"I nogle tilfælde, hvor patienten måske i virkeligheden ikke fejler noget alvorligt, men kun har et mildt hovedtraume og derfor ikke behøver nogen CT-scanning, vil det være fordelagtigt, at patienten køres hjem i seng med besked om at hvile,” uddyber Seidenfaden, i hvis kommende ph.d.-afhandling, der indgår 600 patienter udsat for hovedtraume i Region Midtjylland.

En afgørende faktor for at finde ud af, om biomarkøren S100B har potentiale som diagnostisk hjælpemiddel for det præhospitale område og dets akutte hovedtraumepatienter, har ifølge Sophie-Charlott Seidenfaden været at få klarlagt, om S100B værdierne i blodprøverne påvirkes af for eksempel rystelser fra transport, tid fra tapning til analyse og opbevaringstemperaturer i ambulancen. De præhospitale faktorers indvirkning på markøren er undersøgt af medicinstuderende, Julie Linding Bøgh Kjerulff, der om de foreløbige resultater siger: 

”Biomarkørens evne til at tolerere skift i varme, kulde og bevægelser ser rigtig fornuftig ud. Vores undersøgelser tyder på, at prøverne fra ambulancerne er valide,” siger hun og understreger, at undersøgelserne endnu ikke er endeligt afsluttede. Begge projekter er initieret af lektor, læge Morten Thingemann Bøtker, som også står i ryggen af projekterne som seniorforsker.

For Sophie-Charlott Seidenfaden er en mulig fremtidig anvendelse af biomarkøren S100B i det præhospitale område et potentielt redskab til at redde liv:  

”Mange hovedtraumepatienter præsenterer sig ofte meget ens i den akutte fase, så det kan være svært for både præhospitale læger og ambulancepersonale at vurdere traumets omfanget. Ligesom det nogen gange kan være svært, at skelne mellem en kraftig beruselse og et hovedtraume. Ved et alvorligt hovedtraume er den første time afgørende i forhold til at redde liv og førlighed, og mit håb er, at markøren vil kunne medvirke til, at vi bliver bedre til at håndtere og behandle de mange tusinde patienter, som hvert år slår hovedet. Ikke mindst især de mange unge og ældre mennesker, hvis hovedskader generelt har brug for mere opmærksomhed og fokus,” siger Seidenfaden, der er i færd med at lægge sidste hånd på sin ph.d.-afhandling, og som selv som ung læge har erfaret, hvor vanskelig en klinisk problemstilling det kan være at skelne mellem dem, der bløder i hovedet, og de der ikke gør.