Skip to main content

- først med nyheder om afdækning af sygdomme

Ledende bioanalytiker: Massetest øger risiko for falsk negative prøvesvar og falsk tryghed

Danmarks nye teststrategi lægger op til, at markant flere – også med lette eller ingen symptomer - skal testes. Men det risikerer at give en falsk tryghed, siger en ledende bioanalytiker.

Lige nu skyder hvide testtelte op over alt i landet, som skal huse TestCenter Danmark, der forventes at skulle teste op mod 20.000 personer om dagen. Dertil kommer sygehusenes øgede aktivitet. TestCenter Danmark skal, efterhånden som kapaciteten opbygges, teste personer uden symptomer, herunder særlige samfundsgrupper, som f.eks. ikke-regionalt ansat personale i sundheds-, ældre- og socialsektoren og pårørende til sårbare personer.

Men personer med ingen eller lette symptomer kan blive en udfordring at teste, siger ledende bioanalytiker Pia Steinicke fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital til fagbladet Danske Bioanalytikere.

"Selv med syge patienter, der har tydelige symptomer, kan det være svært at lokalisere virus og pode for den. Prøven kan være negativ den ene dag og positiv den næste, fordi virus har flyttet sig. Med mindre syge patienter har vi en formodning om, at der er mindre virus til stede, og det gør det langt sværere at finde," siger Pia Steinicke til fagbladet Danske Bioanalytikere. Hun vurderer, at det giver en højere risiko for at få falsk negative prøvesvar.

"Og dermed risikerer det at give en falsk tryghed," fastslår hun.

Endnu ved Pia Steinicke ikke præcis, hvad den nye teststrategi kommer til at betyde for hendes afdeling, men hun forventer, at det i høj grad bliver Statens Serum Institut, der skal stå for en stor del af de mange nye prøver fra danskerne med få eller ingen symptomer.

"Og jeg er spændt på, hvad det er for en metode, de vil benytte, for den skal være ret sensitiv, når de svagt positive blandt asymptomatiske patienter skal findes," siger Pia Steinicke.

På Klinisk Mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH) benytter man pt. tre forskellige metoder til at teste for Corona-virus, og man validerer løbende.

De har hidtil ikke anvendt kogemetoden, som Statens Serum Institut har udviklet, fordi de synes, at vi taber for megen sensitivitet.

Den ledende bioanalytiker understreger, at usikkerheden ikke blot afhænger af metodens sensitivitet, men også prøvetagningen. Derfor vurderer hun, at de 5-10 procents risiko for falsk negative prøvesvar, som Sundhedstyrelens direktør, Søren Brostrøm, fremhævede på pressemødet mandag, er sandsynligt.

"Selvom befolkningen efterhånden har forstået, at man ikke kan stole 100 procent på en test, så tænker jeg, at det bliver svært at agere i, når der kommer flere falsk negative," siger hun til fagbladet Danske Bioanalytikere.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 1755