Mangel på patologer giver bioanalytikere nye ansvarsområder i Region Nordjylland

Manglen på patologer tvinger de patologiske afdelinger til at tænke i nye arbejdsgange. Opgaveglidning fra patologer til bioanalytikere er én løsning: Gennem grundig mesterlære er bioanalytikerne i Hjørring nogle af dem, som er længst fremme i forhold til selvstændigt at varetage patologiske procedurer og arbejdsgange.

For lægerne betyder det, at de får frigivet ressourcer til andre mere specialiserede opgaver. 

Patienternes repræsentant i Medicinrådet og tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen gav i begyndelsen af juli i Onkologisk Tidsskrift udtryk for sin bekymring over, at manglen på patologer vil få konsekvenser for den stadigt mere specialiserede kræftbehandling. Blandt andet mener han, at det i stigende grad bliver vanskeligt for patologerne at levere prøvesvarene så hurtigt som onkologerne har behov for dem.

På Regionshospitalet i Hjørring har man valgt at imødegå manglen på patologer ved at indføre innovative arbejdsgange: Her oplæres bioanalytikerne under grundig supervision og effektiv sparring i nogle af de opgaver, som patologerne normalt varetager.

Grundig mesterlære 

De mikroskoperende bioanalytikere på Regionshospitalet i Hjørring begyndte i 2013 med at overtage ansvaret for præscreeningen af portiobiopsier fra patologerne. Siden overtog de også ansvaret for præscreeningen af keglesnit fra livmoderhalsen og kolonpolypper. En mikroskoperende bioanalytiker vurderer i dag egenhændigt det histologiske materiale, fortæller afsnitsledende bioanalytiker, Tina Koch:

”Bioanalytikeren bedømmer, om der skal bestilles flere farvninger, sætter histopatologiske parametre på og vurderer, om der er forstadier til kræft. Opgaver, som tidligere blev udført af en patolog. I lang tid gik svarene videre til dobbelttjek hos en patolog – men i dag er både patologer og bioanalytikere så sikre i deres arbejdsgange, at det ikke længere er nødvendigt med dobbelttjek, og bioanalytikerne afgiver selvstændige svar.”

Opgaveglidningen har naturligvis krævet en grundig mesterlære og kræver fortsat kontinuerlig faglig sparring både mellem patologer og bioanalytikere – men også internt mellem bioanalytikerne, fortæller ledende overlæge og patolog, Morten Johansen: 

"I den periode, hvor patologen har været bagstopper, var der i slutfasen kun diskrepans i et enkelt ud af 60 prøvesvar – og det ene svar ville de alligevel været kommet til mig med for at diskutere og få verificeret. Der er blevet lagt mange resourcer i den faglige uddannelse og man kan sige, at vi har forlænget de mikroskoperende bioanalytikeres uddannelse fra udelukkende at omfatte cytologi til også at rumme histologi. De kan nu både kigge på celler og på væv.  Jeg føler mig i dag helt tryg ved at overlade ansvaret."

Oplæringsprocessen er foregået over tre år og i dag kan bioanalytikerne ’hele pakken’. 

"Det betyder, at vi har sparet i hvert fald en speciallægestilling væk og at vi som patologer kan bruge vores tid på mere specialiserede opgaver end tidligere," understreger Morten Johansen, som også tilføjer, at der er frigivet en del lægetid på grund af, at der er sket en opgaveflytning af makroskopisk vurdering af væv fra patologer til diplomuddannede bioanalytikere.

Svartiden kan ikke forceres

Manglen på patologer tvinger de patologiske afdelinger til at tænke i nye baner og gå nye veje. Det gælder over hele landet. I Hjørring er det en af de patologiske afdelinger, som går forrest. Det er ikke tilstrækkeligt at hente patologer fra udlandet til Danmark, mener både Tina Koch og Morten Johansen. De er dog uenige med Leif Vestergaard Pedersen i, at man udelukkende ved at øge antallet af patologer vil være i stand til at opnå en kortere svartid på de patologiske prøver – eksempelvis kræftprøver, som ofte kræver en hurtig svartid.

”De nationale retningslinjer for svartid i kræftpakken bliver overholdt til punkt og prikke og svartidsfristerne er ufravigelige. Det er mit indtryk, at det gælder på alle patologiske institutter. Men patologiske prøver er specialanalyser, og svartiden kan ikke forceres.  Der er en vis analysetid og procedurer, som går forud for diagnosticeringen. Patologi er subjektivt og det er en patolog, eller i det her tilfælde også en bioanalytiker, som stiller diagnosen. Det kræver både tid og erfaring, grundighed og en høj faglighed,” forklarer Morten Johansen. Også Tina Koch ser udvidelsen af bioanalytikernes fag- og ansvarsområde som en del af løsningen på manglen på patologer.

"Ved at forfine bioanalytikernes uddannelse og give dem nye og flere opgaver bliver der også skabt en endnu større arbejdsglæde og faglighed. Det giver også mening ud fra det synspunkt, at de ellers knivskarpe faggrænser bliver brudt ned: Man kan med fordel, har vi bevist, udnytte bioanalytikernes ressourcer i stedet for at lægge yderligere pres på det sparsomme antal patologer."

Digital patologi over hele landet

Både Morten Johansen og Tina Koch understreger dog, at man ikke får uddannet flere patologer ved at omstrukturere.

”Vi har lige nu - og får i fremtiden - brug for flere patologer for at kunne følge med det stigende antal genetiske tests indenfor en mere individualiseret kræftbehandling. Udenlandske læger og opgaveglidning løser en del af problemet. Men i fremtiden vil det være nødvendigt dels at uddanne flere patologer – men også, som man for eksempel i Region Syddanmark allerede er godt i gang med, at udbrede den digitale patologi over hele landet og måske endda også gennem digitale løsninger at sparre med kollegaer i udlandet.”