Nyt netværk vil skræddersy diagnosticering af kræft

Flere og flere screeninger og nye risikomarkører er enten allerede en realitet eller på vej til tidlig diagnosticering af kræft. Kræftlæger går derfor nu sammen om at finde ud af, om man kan individualisere og skræddersy screeningsprogrammer.

Fra gentests, blodprøver, billedskabende og andre teknikker, kendes en stadig længere liste af specifikke risikofaktorer, som kan være med til at forudsige, hvem der især har gavn af screeninger, og hvem der måske kan nøjes med færre screeninger afhængigt af det enkelte menneskes risikoprofil.

Det har fået en række danske kræftlæger til at forsøge at danne et netværk, gennem hvilket man vil prøve at finde ud af, om ny viden om risikomarkører kan gøre screeningsprogrammer ”smartere og mere intelligente” ifølge initiativtager, klinisk professor, dr.med, Stig Egil Bojesen, Herlev Gentofte hospital.

Netværkets første møde foregår i de næste to dage, 22. og 23. november (læs mere om mødet her) og er åbent for alle, der kan tænke sig eventuelt at blive en del af netværkets forsøg på at afdække den kliniske værdi af viden om risici og mulig implementering i screeningsprogrammer.

Stig Egil Bojesen uddyber: 

”De to dage er første skud i bøssen. For en række cancersygdomme har vi nu fået en del mere viden om blandt andet den genetiske baggrund for sygdommene. Vi ved så meget, at disse mange videnskabelige landvindinger må kunne bruges klinisk. Og jeg kan se i krystalkuglen og i litteraturen, at der vil komme nye screeningsprogrammer for en række andre cancersygdomme end dem, vi har for kræft i dag, så muligheden for mere selektive programmer vil være oplagt. Og jeg tror på, at vi således i kraft af kendskab til et stigende antal risikomarkører kan gøre screeningerne både smartere og mere intelligente.”

I dag bliver danskere i bestemte aldersgrupper tilbudt screening for kræft i bryst, livmoderhals og tyktarm. Endvidere foregår der en slags screening for prostatacancer i primær praksis, fordi et stigende antal mænd beder om en PSA-blodprøve hos deres praktiserende læge. Blandt de nye screeningsprogrammer, som kan være først på vej, ser Stig Egil Bojesen screening for blandt andet prostatacancer og lungecancer. I disse år forskes der på fuld kraft i om screeninger for prostatacancer og lungecancer kan redde menneskeliv, og hvordan disse nye screeninger kan gøre det bedst muligt.

”Det er klart, at sygdommene har mange forskellige profiler, og at tingene skal gøres forskelligt. Men der er måske alligevel nogle fællesnævnere, hvor vi kunne lære af hinanden i et netværk bestående af forskellige specialer. Screeningsprogrammer har jo fordele og ulemper. Og hvis vi skal begynde at risikostratificere, altså til at inddele folk efter den risiko, som de rent faktisk har for at få en given sygdom, så er målet jo på den ene side at fange en del sygdomme tidligere, mens de er til at behandle kirurgisk, men også at undgå overdiagnostik og de falsk positive fund, som vi er bekymrede for, når vi screener raske mennesker, og som også rammer mennesker med en lille risiko for sygdom. Fordelene ved screening kunne måske således i endnu højere grad komme til at overstige ulemperne."

I Kræftens Bekæmpelse, som støtter etableringen af det nye netværk, er cheflæge Niels Kroman enig i, at mere individuelt tilpassede, risikostratificerede screeningsprogrammer vil kunne være et stort fremskridt indenfor en overskuelig fremtid – både i forhold til fremtidige nye typer af screeningsprogrammer og i forhold til eksisterende programmer, som således måske kan forbedres:

”I forhold til brystkræft er mere selektive screeninger jo oplagte at undersøge. Vi har allerede velfungerende screeninger for kvinder, men vi kunne måske gøre det smartere, lidt mere intelligent for vi har redskaber til at fortælle en kvinde om hendes risici. Blandt andet i form af genprofiler ud fra de 300 genvarianter, som vi ved er risikomarkører i forskelligt omfang og for kvinder over 50 år blandt andet ud fra fedtvævet i brystet,” forklarer Kroman og fortsætter:

”Hvis vi kan måle risiko for den enkelte kvinde, kunne vi jo sige til dem med lav risiko, at de ikke behøver at blive screenet hvert andet år, mens andre kvinder i den høje ende kunne få at vide, at de måske ville have gavn af mammografi hvert år”. 

Men selv om både Niels Kroman og Stig Egil Bojesen ser store potentialer i mere skræddersyede screeningstilbud, ser de også begge store udfordringer i forhold til patienters reaktioner. Niels Kroman udtrykker det blandt således: 

”Vi ved fra undersøgelser af de, som bruger screeningstilbud, at det ikke er så svært at trappe screeningerne op for risikogrupperne, men at det er betydeligt sværere at få dem i lavrisikogrupperne til at trappe ned igen. Og koden til, hvordan vi skal kommunikere disse forskellige risici til raske mennesker, er ikke knækket.”

Stig Egil Bojesen mener da også, at netop overvejelser og forskning i kommunikation i forhold til den mere intelligente brug af screening bør blive en vigtig del af netværkets kommende arbejde: 

 ”Ja, for hvem skal tale med patienterne om det her? Lægerne har dårlig tid, men vi kan jo ikke efterlade folk uden kommunikation. Og hvordan kommunikerer vi risiko, så for eksempel mennesker i lavrisiko-grupperne ikke opfatter de mere smarte screeninger som en falsk garanti, for lav risiko er jo ikke nul risiko. Og hvordan kommunikerer vi en højere eller høj risiko uden at påføre urimelig meget angst og bekymring. Hvordan samler vi disse mennesker op,” spørger han.