Formand for DMCG: Vi afventer biomarkørernes store gennembrud

Trods mange forskningsmæssige anstrengelser har professor Michael Borre ikke set afgørende gennembrud for anvendelse af biomarkører i den kliniske hverdag siden identificeringen af markøren, PSA, for kræft og sygdom i prostata. 

Men ligesom professor Morten Ladekarl afventer han de store gennembrud indenfor de diagnostiske molekylære markører.

De rette biomarkører vil udover at kunne hjælpe til at stille diagnoser også afgøre sygdommes stadie, risiko for tilbagefald samt stratificere den rette behandlingsform for den enkelte patient – gerne hurtigere og mere sikkert. Men de mange anvendte ressourcer i form af tid, penge og den internationale medicinske og biologiske know how, som der det seneste årti er lagt i forsøg på at finde evidensbårne og anvendelige biomarkører til diagnosticering af kræftsygdomme, er endnu ikke resulteret i skelsættende resultater ifølge professor, og formand for DMCG, Michael Borre:

”Vi venter stadig lidt på de store gennembrud, som vi har brug for, og som vi derfor da også forbereder os på kommer,” siger professor Michael Borre, der dog ikke så noget afgørende gennembrud indenfor sit eget specialområde, prostatakræft, på efterårets årlige europæiske kræftkongres, ESMO 2019 i Barcelona i Spanien. 

Heller ikke professor i klinisk onkologi, Morten Ladekarl, Aalborg universitetshospital og medlem af bestyrelsen i Dansk Pancreas CancerGruppe har kendskab til nye, skelsættende resultater. På kongressen blev blandt andet fremlagt et abstract, 694P, af rumænske forskere, som konkluderer, at en digital molekylær analyse af væv for indhold af en single nucleotidvariant (SNV) fra en ultralyds-finnålsprøve, kan anvendes som supplement til at øge sikkerhed i diagnosen af pancreascancer hos den undergruppe af patienter, hvor en pancreascancer-diagnose er ikke-konklusiv på grund af lav tumorcellularitet. 

”Det kan være svært ved anvendelse af biopsier at diagnosticere pancreascancer i den tidlige fase, da svulsterne indeholder meget bindevæv og få kræftceller. Men det ved vi, og vi opererer oftest alene på baggrund af de typiske billeddiagnostiske fund, så vi ikke forsinker den potentielt helbredende behandling. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at bioptere for at stille diagnosen, vil det dog klart være værdifuldt, hvis vi kunne supplere den mikroskopiske undersøgelse med de diagnostiske molekylære analyser," siger Morten Ladekarl.

I det rumænske studie, hvis diagnostiske nøjagtighed forskerne beskrev som værende 96 procent, undersøgte man 28 vævsprøver, som for 19 patienter viste klar tumoraktivitet og som for ni andre viste ikke-maligne læsioner. Og den endelige konklusion lyder:

”SNV-test kombineret med cytologi kan forøge den diagnostiske styrke af en endoskopisk ultralyds-finnålsprøve og, - især i ikke-konklusive tilfælde -, forhindre gentagne biopsier, unødvendige resektioner for godartet sygdom eller forsinkelse af pancreaspatienternes behandling. I betragtning af det lave DNA-input, digitale dataoutput og den hurtige undersøgelsestid, kan denne nye teknologi have værdi som instrument til en præoperativ molekylære diagnose af pancreas cancer.”

 Men studiet er - ligesom mange andre studier af de diagnostiske molekylære analyser - alt for småt ifølge Morten Ladekarl:

”De diagnostiske molekylære markører er givetvis noget der er på vej, men resultaterne i det rumænske studie bør valideres og underbygges. Undersøgelser af diagnostiske markører kræver store patientmaterialer og sikkerhed for kvalitet, så vi ikke risikerer for mange falsk-positive eller falsk-negative og således kommer til at skade flere end vi gavner ved at indføre markørerne i rutinediagnostikken.”