Potentiel biomarkør for effekt af immunterapi mod NSCLC

ESMO: En ny score baseret på tre nyidentificerede risikofaktorer kan i kombination med den velafprøvede LIPI-score være et stærkt prognostisk værktøj til at identificere de patienter med ikke-små-cellet lungecancer (NSCLC), der vil have gavn af behandling med immunterapi.

Det konkluderer forskerne fra University Hospital of Parma i et studier, der lørdag blev præsenteret (Abstrakt 1929O) på årets virtuelle ESMO-kongres.

Efterhånden som immunterapier med checkpointhæmmere er taget i brug, er det også blevet tydeligt, at kun en del af patienterne responderer på behandlingen. Uden at kende den præcise årsag står det klart, at patienternes genetiske profil, graden af mutation og det tumor-immune mikromiljø spiller ind og gør responset hos den enkelte patient uforudsigeligt. Forskerne fra Parma har imidlertid identificeret lav forekomst af sPD1, og en høj forekomst af cirkulerende CD8+PD1+ og NK celler i blodet som faktorer, der ser ud til at indikere modtagelighed for immunbehandling hos patienter med NSCLC.  

Forskerne har undersøgt forekomsten af henholdsvis opløselig PD-L1 (sPD-L1), cirkulerende CD+PD1+ og NK-celler i blodprøver fra i alt 109 patienter med fremskreden NSCLC, som var i behandling med immunterapi, og fundet, at patienter med lav sPD-L1-niveau og en høj forekomst af CD8+PD1+-lymfocytter og NK-Celler, har god effekt af immunbehandlingen, mens patienter med forhøjet sPD-L1-niveau og lav forekomst af CD8+PD1+-lymfocytter og NK-celler ikke responderer. 

Forskerne kalder dette trekløver af risikofaktorer for Immune Effector Score (IeffS), og de har endvidere afprøvet den mulige nye biomarkør i kombination med LIPI-scoren og fundet, at forekomsten af mindst en af de i alt fem risikofaktorer fra den kombinerede model, er nok til at finde en nedsat  effekt af behandlingen i den enkelte patient.

“Ingen af patienterne med en dårlig integreret score responderede på immunterapi, mens 61 procent af de patienter, der havde en klinisk effekt af behandlingen maksimalt slog ud på en enkelt risikofaktor. Det er en stærk indikation af, at den kombinerede model fungerer som biomarkør, men det skal bekræftes i yderligere studier,” sagde overlæge Giulia Mazzaschi lørdag i sin præsentation af studiet.