Flydende biopsier ruller ind over kræftbehandling og -diagnostik
Forskellige typer af flydende biopsier (liquid biopsies), hvor man sporer kræft i væsker fra kroppen, vil komme til at spille en stor rolle i kræftbehandlingen og -diagnostikken fremover.
Det spår professor ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning Per Guldberg.
”Til at starte med handlede det meget om blodprøver, men nu er hele forståelsen blevet udvidet til blandt andet også at omfatte urin, spyt og afføring. Hele det non-invasive felt ruller afsted lige nu, og vi skal til at finde ud af, hvor og hvordan det er mest fordelagtigt at bruge de forskellige metoder. Jeg tror, at fremtiden bliver en kombination af forskellige markører, og jeg tror, at vi bliver bedre og bedre til at finde nye markører,” siger Per Guldberg og fortsætter:
”Der er ingen tvivl om, at flydende biopsier kommer til at fylde rigtig meget i kræftbehandlingen og -diagnostikken fremover. Det kræver stadig mere arbejde at få udviklet nogle klinisk anvendelige tests, men det, der er på vej, er meget lovende.”
Udover at kunne være lige så følsomme som – og i nogle tilfælde mere følsomme end - billeddiagnostiske metoder, som f.eks. CT-scanning, er fordelen ved flydende biopsier, at det ikke er invasive tests. Det vil sige, at der ikke skal et egentligt indgreb til for at skaffe prøverne.
”Det er en nem måde at skaffe vigtig information på, og man kan tage prøverne igen og igen. På den måde kan man følge patienterne over længere tid og se, hvordan behandlingen virker, og om patienten er på vej til at få tilbagefald, så man skal ændre behandling,” siger Per Guldberg.
Stor rolle i opfølgning'
Måling af cirkulerende tumor-DNA (ctDNA) i blodet er en af de teknologier, som har fået meget opmærksomhed de seneste år. CtDNA er DNA, som bliver frigivet fra kræftceller, enten fordi cellerne dør eller bliver nedbrudt af anden årsag. Fragmenterne finder vej til blodbanen og er der i kort tid, før de bliver nedbrudt eller udskilt. I blodet opstår der en ligevægt af tumor-DNA, som er et udtryk for, hvor stor tumorbyrden er. I de tidlige stadier af kræft bliver der ikke frigivet så meget tumor-DNA, at det kan måles i blodet, men når kræften bliver mere fremskreden, og der f.eks. er metastaser, bliver der frigivet så meget tumor-DNA, at det er påviseligt i blodet.
Der har været en del ’hype’ omkring, hvorvidt man kan bruge måling af ctDNA i blodet til at diagnosticere kræft. Men Per Guldberg tror ikke, at man når derhen som en generel metode.
”Vi må erkende, at de tests, der er blevet udviklet alene på baggrund af ctDNA, ikke har tilstrækkelig høj sensitivitet. De nyere tests bruger flere markører end blot ctDNA, f.eks. proteiner der cirkulerer i blodet. Når testene kombinerer forskellige typer markører, bliver de bedre til at finde kræften,” siger han.
Per Guldberg spår derimod, at måling af ctDNA får en stor rolle fremover i kræftopfølgningen, altså i kontrollen af, om behandlingen virker, og om der kommer tilbagefald af kræften.
”Der, hvor man virkelig har gavn af metoden, er i forhold til at måle behandlingsrespons og om kræften kommer igen. Her er det et kæmpe potentiale ved, at man sommetider kan spore kræften, før man kan se det på en scanning. Man kan også bruge ctDNA til at følge, om en behandling virker, eller om der opstår resistens. Resistens over for en behandling kan nemlig også spores tidligere med ctDNA end med scanning,” siger Per Guldberg og opsummerer:
”Alt i alt vil brugen af ctDNA komme til at betyde, at vi kan sikre en bedre og mere effektiv behandling og en meget mere effektiv opfølgning og kontrol.”
Det er ikke alle kræftformer og alle kræfttilfælde, hvor man kan spore ctDNA i blodet. Det varierer fra kræftform til kræftform og fra person til person. Hos nogle patienter vil der ikke være spor af kræft i blodet, selvom sygdommen er fremskreden.
”Som et diagnostisk redskab skal man passe lidt på. Det varierer fra patient til patient, hvem der har et positivt signal på tumor-DNA i blodet. Cellerne går hele tiden til grunde, og den hastighed, det sker med, kan variere fra patient til patient, fordi kræft er så heterogen en sygdom. To brystkræftsvulster ligner ikke hinanden, hverken molekylært eller i forhold til, hvordan de opfører sig. Så der er en hel masse bagvedliggende årsager til, at nogle har positivt tumor-DNA-signal og andre ikke har,” siger Per Guldberg.
Resultater for ctDNA på vej
Flere steder i Danmark er man ved at undersøge ctDNA som metode til kræftopfølgning. F.eks. er man på Regionshospitalet Randers i gang med et projekt, hvor man håber, at man ved at følge tarmkræftpatienter via blodprøver, kan mere end fordoble andelen af patienter, som kan tilbydes helbredende behandling ved tilbagefald.
Også i Aarhus er man, med professor på Molekylær Medicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Claus Lindbjerg Andersen i spidsen, nået langt i arbejdet med ctDNA. Claus Lindbjerg Andersens forskergruppe har i et studie, der for nylig blev publiceret i JAMA Oncology (https://jamanetwork.com/journals/jamaoncology/fullarticle/2733132), vist, at hvis en tarmpatient har ctDNA i blodet efter operation, så er risikoen for at få tilbagefald tæt på 100 procent. Samtidig viser resultaterne, at målingerne af ctDNA i blodet finder tilbagefald cirka ni måneder før, at de opdages med en CT-skanning.
På baggrund af de lovende resultater er forskerne allerede i gang med et nyt, stort studie, hvor 1.800 patienter skal inkluderes og løbende får taget blodprøver efter deres operation. Hvis de har ctDNA i blodet – og dermed stor risiko for tilbagefald – vil de enten få intensiv opfølgning med CT-skanninger eller kemoterapi og intensiv opfølgning. Forskergruppen forventer at have resultater fra det nye studie inden for tre-fem år. Hvis resultaterne bliver som forventet, vil blodprøveanalyserne herefter kunne indgå som standard i kræftbehandling.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2272