TILs forudsiger respons på endokrin behandling

SABCS: Måling af tumorinfiltrerende lymfocytter (TILs) kan forudsige, om kvinder med østrogen receptor positiv brystkræft vil have gavn af endokrin behandling eller ej.

Det viser resultater, som læge, ph.d studerende., Signe Korsgaard Skriver fra Onkologisk Klinik på Rigshospitalet præsenterer (Abstrakt P4-10-18) som en poster på SABCS fredag den 13. december.

I Danmark får omkring 4.800 kvinder om året diagnosen brystkræft. 3.800 af dem har operabel brystkræft, og cirka 85 procent af dem har østrogen receptor positiv brystkræft. Kvinderne i denne gruppe får oftest tilbudt adjuverende endokrin behandling. Det er kvinder, som i princippet er raske efter operationen, og man giver behandlingen postoperativt for at nedsætte risikoen for tilbagefald. Derfor vil man gerne være sikker på, at man ikke giver kvinderne unødvendige bivirkninger, fortæller Signe Korsgaard Skriver.

”Vi ved fra litteraturen, at omkring 20-30 procent er endokrin resistente, og altså ikke har gavn af behandlingen. Dem har vi på nuværende tidspunkt ingen måde at identificere på. Vi har ikke en biomarkør eller nogen genetisk analyse, der kan sige, hvilke kvinder der vil – og ikke vil – få gavn af behandlingen,” siger hun.

Signe Korsgaard Skrivers studie tager udgangspunkt i materiale fra REAL-studiet, som er lavet i regi af Danish Breast Cancer Group (DBCG). I REAL-studiet fik postmenopausale kvinder med en tumor på over en cm, som ikke tidligere havde fået antineoplastisk behandling, neoadjuverende endokrin behandling (NET) i form af letrozol i fire måneder før operation. I Signe Korsgaard Skrivers studie har hun undersøgt, hvordan TILs bliver påvirket under NET hos 106 af patienterne i REAL-studiet, og hvad det har af relation til kvindernes patologiske outcome på operationstidspunktet.

Resultaterne viser, at hvis antallet af TILs stiger under neoadjuverende endokrin behandling, har patienten en øget risiko for et dårligt respons. I studiet steg TILs-koncentrationen med gennemsnitligt 6,8 procent point under behandlingen, og markant højere stigning sås blandt non-responders end responders. Det patologiske respons blev opgjort med to forskellige graderingssystemer, hhv. Miller Payne graderingssystemet og the Recidual Cancer Burden (RCB) index. 44 procent havde ingen patologisk respons bedømt efter Miller Payne, og 11 procent havde RCB-klasse III (efter NET. Forøgelse i TILs var signifikant forbundet med dårligere patologisk respons vurderet efter Miller Payne med OR = 1,38 (95 procent Cl: 1,05 - 1,82; p = 0,03) per 10 procen point stigning i TILs, og tilsvarende OR = 1,78 (95 procent Cl: 1,27 - 2,50; p <0,0001) for højere niveau RCB-klasse per 10 procent point TILs stigning.

Resultaterne overraskede Signe Korsgaard Skriver og hendes kolleger på projektet.

”Det er modsat, hvad vi ved om kemoterapi hos de triple-negative og HER2-positive patienter, hvor en øget mængde TILs er associeret med et godt respons på behandling og en øget overlevelse. Derfor er det overraskende, at det forholder sig modsat med endokrin behandling – hvor vi dog ikke har set på overlevelsen,” siger hun.

Guide til den adjuverende behandling

Håbet er, at resultaterne fra studiet kan overføres til den adjuverende behandling.

”En måde, man kunne binde de neoadjuverende resultater sammen med adjuverende behandling, er ved at lave et studie, hvor man i stedet for at give neoadjuverende behandling i flere måneder, giver endokrin behandling i 14 dage før operation. Hvis man allerede efter 14 dages behandling kan se en stigning og vise, at stigningen hænger sammen med patologisk respons, vil det være noget, som kan gå ind og få stor betydning for patienterne,” siger Signe Korsgaard Skriver og fortsætter:

”Det neoadjuverende setup er noget, vi kan bruge i forsøgssammenhæng, men i den kliniske hverdag er det her ikke en patientgruppe, som skal have neoadjuverende behandling. Hvis vi kan give dem behandling i 14 dage før operation og bruge det til at guide vores adjuverende behandling, kan det komme tættere på den kliniske hverdag. Det vil være oplagt at lave sådan et forsøg.”

Grunden til, at det er vigtigt at få udpeget, hvem der ikke vil have gavn af adjuverende endokrin behandling, er både for at undgå, at kvinderne får unødvendige bivirkninger ved behandlingen, men også for at de kan tilbydes en anden behandling, oftest kemoterapi, påpeger Signe Korsgaard Skriver.

Foreløbig kan resultaterne fra Signe Korsgaard Skrivers projekt bruges som springbræt til mere forskning, der forhåbentlig kan komme nærmere et svar på, hvordan mængden af TILs hænger sammen med responset på endokrin behandling, f.eks. ved at undersøge lymfocytkompositionen i patientgruppen, herunder lymfocyt-subpopulationer. På sigt vil det vise sig, om TILs skal være en markør, der skal aflæses som standard ved brystkræft.

Signe Korsgaard Skriver påpeger desuden, at et perspektiv er, at de patienter, som har et øget immunrespons – udtrykt ved en øget mængde TILs – kan tænkes at være kandidater til forsøg med immunterapi (som endnu ikke er standardbehandling ved brystkræft).

En fordel ved TILs som markør er, at det er en billig metode. Man skal ikke bruge specielle farvninger eller genetiske undersøgelser, men kan aflæse den på de prøver, der i forvejen laves på alle brystkræftpatienter.

Signe Korsgaard Skriver håber, at præsentationen på SABCS kan føre til ideer og input fra forskere, der arbejder inden for det samme område, og eventuelt opstart af nye samarbejder.