Hurtig diagnostik – sådan fungerer en åben telefonlinje

Det kan spare samfundet penge, hvis praktiserende læger hurtigt sender patienter, som er svære at diagnosticere, videre til udredning i en diagnostisk enhed.

Det mener den unge praktiserende læge med praksis i Solrød Strand, Ehsan Taran. Han forholder sig selv ydmygt og tager med jævne mellemrum telefonrøret for at ringe til de hospitalsafdelinger, hvor speciallæger kan sparre med ham om de patienter, som har nogle symptomer, han ikke havde indgående kendskab til på forhånd.

Flere steder nævnes det som et problem, at praktiserende læger ikke er hurtige nok til at sende patienterne videre. Specialisterne klager over, at de først for sent modtager især patienter med sjældnere diagnoser alt for sent.

Men på Diagnostisk Center og Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, bakkes der op om, at de praktiserende læger henvender sig hurtigt.

Det er Ehsan Tarans personlige overbevisning, at han som læge skal være patientens advokat – og trække på alle muligheder for at forklare, udrede og forbedre en patients symptomer og dermed gavne livskvaliteten.

”Når vi eksempelvis taler om kræft, er det essentielt, at symptomerne undersøges, så behandlingen kan sættes hurtigt i gang, fordi det har en gavnlig effekt på prognosen for patienten,” siger Ulf Christian Frølund, ledende overlæge, Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital.

”De praktiserende læger sidder derfor med en svær opgave, fordi symptomerne på kræft hos patienten ofte er diffuse. For langt de fleste patienters vedkommende er symptomerne ikke udtryk for noget alvorligt. Derfor skal de praktiserende læger være gode til at skelne mellem, hvornår det ikke er kritisk og, hvornår det er kritisk - og når det er kritisk – skal de henvise til en hurtig udredning,” siger Ulf Christian Frølund.

God faglig sparring redder liv

Ehsan Taran, som møder patienterne ude i sin praksis, bruger jævnligt de forskellige muligheder for at få faglig sparring om en patient, som har symptomer, der vækker mistanke. Blandt andet ringer han jævnligt til den hæmatologiske bagvagt på Sjællands Universitetshospital, hvor patientens blodprøver drøftes i fællesskab med en speciallæge, hvorefter hæmatologen anbefaler, hvem Ehsan Taran skal sende patienten videre til. Ehsan oplever, at samarbejdet mellem ham som praktiserende læge og Hæmatologisk Afdeling fungerer ganske godt.

Det samme indtryk har Ulf Christian Frølund af, at lægerne benytter sig af at ringe og søge sparring:

”Jeg oplever at samarbejdet er ganske godt. De praktiserende læger kan via vores hjemmeside finde telefonnummeret på vores hæmatologiske vagthavende og kan rette henvendelse hvis det har behov for, at konferere en patient med en hæmatologisk problemstilling. Vi for mange relevante opkald, så det benytter de sig af,” siger Ulf Christian Frølund, ledende overlæge, Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital.

Ehsan Taran fremhæver, at de diagnostiske enheder, hvor der sidder almenmedicinske speciallæger, som han kan drøfte en patients tilstand og symptomer med, er en meget stor hjælp. Det er det blandt andet fordi han som praktiserende læge har let ved at forklare og komme i dybden med en patients problemstilling, når han taler med en læge, der har det samme lægefaglige udgangspunkt, som han selv har.

Generalisterne og specialisterne

Ehsan Taran kan nævne flere eksempler på, at patienter han har haft under mistanke for kræft efter et ophold på den diagnostiske enhed er udredte – og faktisk har haft andre sygdomme end kræft. Omvendt, så fanger Ehsan i gennemsnit én patient om måneden, som faktisk har kræft, og hvor hurtigt og effektivt behandling på blandt andet Hæmatologisk Afdeling er essentielt. Ulf Christian Frølund mener, at tilgængelige specialister, som kan svare på de praktiserende lægers spørgsmål, kan styrke det vigtige samarbejde mellem generalisterne og specialisterne:

”Praktiserende læger er generalister, og skal vide lidt om alle sygdomme, mens speciallægerne på kræftafdelingerne er specialister og skal vide meget om få sygdomme. Jeg tror, at et godt samarbejde bygger på, at specialisterne er tilgængelige på telefonen, så almen medicinerne kan spørge hvis mistanken vækkes,” siger Ulf Christian Frølund.

”Først og fremmest stiller vi os til rådighed telefonisk, så de praktiserende læger kan ringe og spørge os til råds.  Bliver konklusionen, at patienten skal henvises til os, har vi en meget effektiv forløbskoordination, der i samarbejde med vores hæmatologiske speciallæger sørger for hurtig udredning og kontinuitet i sygdomsforløbet,” fortæller Ulf.

Han mener, at der er tale om et fælles ansvar, hvor almen medicinerne skal være skarpe til at spotte det sjældne, og specialisterne skal stille deres viden til rådighed, når der er behov for uddybning.

Patienter må ikke kastes rundt

Overordnet set mener Ehsan Taran, at kræftpakkerne fungerer godt. Samarbejdet mellem ham som praktiserende læge og hospitalernes kræftafdelinger fungerer, fortæller han, men understreger i samme sætning, at han har travlt:

”Jeg kan blive lidt for overfladisk, og det kommer til at handle om brandslukninger, hvor vi henviser patienter på et ret løst grundlag, fordi jeg er presset på tid som praktiserende læge,” siger han.

Ehran Taran fortæller, at han altid først og fremmest tænker på patientens ve og vel i kombination med, at han kan stå fagligt inde for, hvorfor han vi have udredt patienten – hvis han eller hun har symptomer, der peger på kræft. Derfor tøver han ikke med at sætte en udredning i gang, hvis han mener, at patienten har symptomer på sygdommen. Hvis patienten har symptomer, som både kan være kræft og noget andet, vil Ehsan Taran typisk sende patienten videre til diagnostisk enhed for at blive udredt.

På Hæmatologisk Afdeling oplever Ulf Christian Frølund, at det har konsekvenser, når patienterne ikke henvises til de rette afdelinger hurtigt, hvad der muligvis kan være en konsekvens af, at de diagnostiske enheder ikke benyttes nok:

”Vi får henvist rigtigt mange patienter, og deriblandt ser vi patienter, der har været for længe undervejs til diagnostisk afklaring. Mit indtryk er dog, at de store forsinkelser i højere grad skyldes hospitalsforsinkelser, hvor patienterne er blevet flyttet mellem forskellige afdelinger, frem for forsinkelser i primær sektoren. Jeg mener derfor, at de diagnostiske enheder spiller en meget vigtig rolle, da de er specialiserede i at komme frem til en hurtig afklaring ved formodet kræftsygdom,” siger Ulf Christian Frølund.

Diagnostiske centres funktion er central

Bue Juvik, områdeansvarlig overlæge, Intern Medicin, Diagnostisk Center, Roskilde Universiteshospital, siger, at samarbejdet mellem de praktiserende læger og den diagnostiske enhed fungerer godt.

”Jeg oplever, at de patienter, som bliver henvist fra deres egen læge, er relevante patienter. Vi har overordnet et godt, gensidigt samarbejde med de praktiserende læger og med kræftafdelingerne,” siger Bue Juvik.

Selvom Bue Juvik mener, at samarbejdet fungerer godt og at de patienter, der henvises til Diagnostisk Center, er relevante, så er der stadig plads til forbedringer, mener han: 

”Vi modtager af og til  patienter, hvor den praktiserende læge har været for længe om at sende dem til udredning. Det er en stor og svær opgave for de praktiserende læger, som skal fange dem, der har symptomer på kræft. Man får nogle gange fornemmelsen af, at nogle praktiserende læger fanger for få – mens de fleste er gode og hurtige til at henvise. Det vil være hensigtsmæssigt – hvis det bliver mere ensartet, hvem de henviser til yderligere udredning,” siger Bue Juvik.

Han mener, at hvis indsatsen skal forbedres, så skal der ske en udvidelse af det, de diagnostiske enheder allerede gør nu. De syge patienter skal hurtigt ind til udredning - og derefter sendes videre til de specialafdelinger - hvor de kan få relevant behandling. Og de patienter, som ikke fejler noget alvorligt, skal behandles og rådgives hos deres egen læge, hvor man kan afklare deres situation bedst, mener Bue Juvik.

Ehsan Taran mener, at hvis det vigtige samarbejde mellem de forskellige enheder skal styrkes, så skal lægerne i berøring med hinandens arbejdsmiljø. 

 ” Det er måske lidt utopisk, men jeg mener, at man kunne styrke både den almene praksis og hospitalsenhederne, hvis man kom i berøring med hinandens arbejdsmiljø. Eksempelvis kunne en praktiserende læge have en ugentlig arbejdsdag på hospitalet – og kollegaerne fra hospitalet en ugentlig arbejdsdag i den almene praksis. Det ville betyde, at begge grupper ville dygtiggøre sig, og vi ville bygge nogle nye og bedre broer i mellem de forskellige enheder,” siger Ehsan Taran.